Ultima Memoria
De Sidste Minder
Vi husker altid at tage billeder af de glade og muntre øjeblikke gennem livet.
Men når vi skal tage afsked med en af vor kære, kan det være svært at få taget de rigtige billeder i sorgens stund.
Billeder der kan gemmes som et kært minde om det sidste farvel, og billeder der efterfølgende kan deles med familie og venner, som måske ikke havde mulighed for at deltage ved begravelsen.
Når sorgen rammer os, kan vi nemt glemme at bevare minderne fra den sidste rejse. Ofte husker vi heller ikke meget fra selve begravelsen og de sidste ceremonier.
Derfor tilbyder vi en nærværende og respektfuld dokumentation af bisættelsen eller begravelsen som et kærligt eftermæle for afdøde.
Vi er naturligvis diskrete, og sørger for, at der er billeder af kirken, kisten og blomsterne, pårørende og venner samt kisteudbæring og jordpåkastelse.
Er der efterfølgende personlige ritualer som for eksempel askespredning over havet, kan vi også dække det.
Vi arbejder med fuldstændig lydløse kameraer for at forstyrre så lidt som muligt, og vi tilbyder også video-dokumentation fra dagen, hvis det ønskes.
Som standard fremsender vi billederne via et digitalt link, som kan deles med dem man ønsker. Men da digitale billeder tit forsvinder i mængden eller på computeren, tilbyder vi også en mindebog fra dagen. Ud over billederne kan denne også indeholde taler eller mindeord efter de pårørendes ønske.
Vi dokumenterer alle begravelser og bisættelser uanset etnicitet eller religion.
Vi er begge erfarne og professionelle fotografer, der i forbindelse med vores profession er vant til at arbejde med folk fra alle samfundslag. Fra de bonede gulve hos de kongelige til den lille familie i Nordjylland.
I de sidste mange år har vi, uafhængigt af hinanden, beskæftiget os med de ritualer og traditioner, der omgiver døden – både i Danmark og ude i verden.
Martin har brugt lang tid på at dokumentere livet på Hospice Sjælland, hvilket er mundet ud i bogen ”OM LIDT ER JEG VÆK – de sidste dage og de sidste ord”, som har været omtalt på blandt andet TV2.
Kontakt: martinhoien@outlook.com
Telefon: 40567096
Klaus har rejst verden rundt i 10 år og dokumenteret vores forhold til døden i forskellige kulturer. Det er blevet til projektet DEAD AND ALIVE som har været bragt af blandt andre National Geographic og Stern Magazine.
Kontakt: klaus@klausbo.com
Telefon: 26212165